Kontrolafgift i total propet bus
Min datter på 13 år var sammen med 2 veninder på tur til København i dag den 3. maj 2019. På vej ind fra Roskilde tjekkede de ind med rejsekort på Roskilde Station og stod af ved Nørrebrohallen. De brugte rejsekortene både ved påstigning og afstigning.
På vej hjem fra København stod de på bus 5C klokken 17, med rejse mod Nørreport station. Bussen var totalt overfyldt med langt flere passager end det er tilladt jf. Bekendtgørelse om særlige krav til busser, og overfyldt i en sådan grad, at hverken min datter eller hendes veninder havde mulighed for at mase sig hen til check ind knappen for rejsekort.
Ved næste stoppested stod en af jeres kontrollører på bussen i samme indgang som min datter var stået på ved stoppestedet forinden. Han kunne heller ikke tjekke ind og måtte benytte check ud for at registrere sig.
Min datter og hendes veninder, der i øvrigt aldrig tidligere har fået nogen kontrolafgift, sagde til kontrolløren, at de var stået på bussen ved sidste stoppested og at det havde været helt umuligt for dem at tjekke ind grundet den totalt overproppede bus. Hans eneste kommentar var, at de bare skulle have skubbet de andre passagerer væk, så de kunne være kommet over til indcheckning. Det ville have gjort en i forvejen helt uacceptabel busrejse for passagererne endnu mere uacceptabel, hvis alle passagererne var begyndt at skubbe til hinanden for at komme til check ind. Grundet størrelsen på min datter ville dette i øvrigt havde været helt umuligt.
Det er min klare opfattelse, at det må være Movia, og ikke min datter og hendes veninder, der bærer ansvaret for, at der ikke medtages flere passagerer i bussen, end det er tilladt. Det er Movias ansvar at sørge for at opretholde den sikkerhed, man med rimelighed kan forvente i et offentligt transportmiddel, og samtidig sikre, at det er muligt for passagerne at benytte standerne til indtjekning af rejsekort på en forsvarlig måde. Jeg finder det helt uacceptabelt, at I opfordrer jeres passager til at de skal skubbe til og mase hinanden så meget, at det skaber endnu større risici for skader under transporten. Det er en helt utilstedelig adfærd I dermed opfordrer til.
Min datter og hendes 2 veninder var ikke de eneste, der ikke kunne komme over til indtjekningen og der blev givet kontrolafgift til flere andre passagerer, der ligeledes klagede over kontrolafgiften med samme forklaring.
Jeg kraftigt opfordre Movia til at sikre, at man fremover ikke overfylder busserne på en sådan måde, at man ikke overholder lovgivningen og opretholder en rimelig sikkerhed for passagerne i bussen. Det bør sikres at alle passagerer får en ordentlig rejse og kan tjekke ind på forsvarlig vis. Ligeledes bør I være de første til at opfordre til, at jeres passagerer behandler hinanden med venlighed og omsorg – bestemt ikke det modsatte!
May 4, 2019
Unprompted review