Vil absolut ALDRIG anbefale Relatel
I januar 2025 blev jeg uopfordret kontaktet telefonisk af en kunderådgiver fra Relatel A/S. Rådgiveren oplyste, at Relatel samarbejder med YouSee, hvor jeg på daværende tidspunkt havde mit mobilabonnement. Formålet med opkaldet var at tilbyde mig et billigere abonnement hos Relatel i forbindelse med oprettelsen af min enkeltmandsvirksomhed.
Jeg understregede i samtalen, at min privattelefon og firmatelefon er den samme, og at skiftet derfor ville omfatte mit eksisterende nummer. Under samtalen gjorde jeg det klart, at jeg ønskede at gennemlæse dokumentationen pr. mail, før jeg traf endelig beslutning. Kunderådgiveren insisterede imidlertid på, at jeg skulle underskrive aftalen med det samme, mens han stadig havde mig i røret, idet tilbuddet ellers ville bortfalde.
De oplysninger jeg fik pr. telefon var følgende:
	•	Abonnement til 510 kr. pr. måned (samme ydelse som hos YouSee, blot til lavere pris).
	•	En velkomstgave i form af et par gratis AirPods.
Ingen øvrige vilkår eller begrænsninger – herunder en bindingsperiode – blev nævnt over for mig. Jeg følte mig presset til at acceptere aftalen uden at have haft mulighed for at gennemgå skriftlige betingelser.
I juni 2025 lukkede jeg min enkeltmandsvirksomhed og kontaktede Relatel for at opsige abonnementet, da jeg ikke længere havde et aktivt CVR-nummer. Jeg blev her informeret om, at jeg var bundet af en treårig uopsigelig aftale – noget jeg på intet tidspunkt var blevet gjort bekendt med ved aftaleindgåelsen. Ydermere blev jeg oplyst om, at abonnementet fortsatte som privatkunde, selv efter virksomhedens ophør. Dette forekommer mig både urimeligt og vildledende.
Efterfølgende har jeg uden samtykke modtaget yderligere gebyrer, herunder 50 kr. for et nyt SIM-kort, som jeg aldrig har bestilt.
Jeg anser processen for at være i strid med markedsføringslovens regler om god skik og forbud mod vildledende handlinger, idet jeg ikke fik de nødvendige oplysninger for at kunne træffe en informeret beslutning, og idet jeg blev presset til at underskrive aftalen under samtalen.
January 15, 2025
Unprompted review